<h1>Om Anders</h1>

Om Anders

Jeg startede min politiske karriere i DSU i 1998. Min daværende kæreste, som endte med at blive mor til mine børn, var næstformand i DSU, og hun fik mig med.

Jeg gik i skole inde i byen, og hver gang jeg gik forbi DSU-huset, tænkte jeg, at dér ville jeg være med en dag.

Derfor meldte jeg mig ind under valgkampen i 98, hvor vi kæmpede for at give Poul Nyrup ”Four more years”. Og det var enormt spændende. Her blev jeg virkelig bidt af den politiske ånd, som har siddet i mig lige siden.

Jeg har altid vidst, at jeg var Socialdemokrat. Jeg kommer af en lang generation af Socialdemokrater på min fars side. Da jeg var barn og ung, havde vi ofte politiske samtaler over spisebordet derhjemme, så jeg har altid været politisk bevidst. Det er især tanker om solidaritet og bekæmpelse af social uretfærdighed, som har ført mig i armene på Socialdemokratiet.

Gennem hele min gymnasietid vidste jeg, at jeg ville gå den politiske vej. Jeg var aktiv i DSU, og blev formand i DSU Århus i 99, så det var meget naturligt for mig. Og fordi, jeg vidste, at jeg ville gå den politiske vej, virkede statskundskab også som det mest fornuftige valg. Jeg fik en plads på listen ved amtsrådsvalget i 2001. Men valgte at skrue ned for mit politiske virke, så jeg kunne fokusere på mit studie på Statskundskab. Derfor stoppede jeg også som formand i DSU i den periode.

Men i 2005, var jeg færdig med min bachelor, og havde dermed større frihed til at planlægge min tid under kandidatuddannelsen. Derfor blev jeg igen mere aktiv i DSU og stillede op til det første regionrådsvalg i 2005. Jeg var opstillet som DSU’s kandidat og havde en 10. plads på listen, og jeg blev altså også valg ind i 2005.

Omkring et år senere, mens jeg stadig var i gang med min kandidat, blev jeg ansat i det, der hed Kommunernes Revision, i dag BDO. Her beskæftigede jeg mig med ældre- og sundhedsområdet. Det samme gjorde sig gældende, da jeg i 2010 blev ansat i Aarhus Kommunes Sundhed og Omsorg. Min tanke var, at i forbindelse med mit regionsarbejde, var det en god idé at beskæftige sig med sundhedsområdet på kommunalt plan også. Mit arbejde både i Kommunernes Revision og Aarhus Kommunes Sundhed og Omsorg gav mig god indsigt i kommunernes sundhedsområde, som er en erfaring, jeg stadig trækker på i dag, når det kommer til arbejder på tværs af sektorer.

Da jeg blev valgt ind i 2005, sad både amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen – Århus Amt, og Bent Hansen – Viborg Amt. De har begge været kæmpe inspirationskilder for mig med deres store erfaring inden for politik. Og fordi jeg var så ung, havde jeg ikke travlt i den periode. Jeg havde tid til at lære det politiske håndværk fra bunden af.

Ret hurtigt fik jeg muligheden for at blive næstformand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, allerede efter de fire første år. Det er her, man forhandler overenskomster, og her er jeg i dag formand på min anden periode.

Da jeg var næstformand her, lærte jeg en af de vigtigste politiske værktøjer, nemlig forhandlinger. Jeg blev så formand for Sundhedskoordinationsudvalget, hvor jeg koordinerede sundheden på tværs af kommune, almen praksis og regionen.    

Jeg har altså været hele vejen rundt. Jeg har forhandlet overenskomster med hele praksissektoren, jeg har arbejdet professionelt med hele sundhedsområdet, og så var jeg formand for hospitalsudvalget. Mine 12 første i år i regionrådspolitik brugte jeg på at dygtiggøre mig inden for dette felt. Arbejde med så mange forskellige områder som muligt og lære en masse af mere erfarne politikere end mig.

Lighed i sundhed

Min far er læge, og derfor har sundhed altid ligget mig på sinde. Og da min daværende kæreste fra DSU valgte at læse medicin efter gymnasiet, blev interessen for emnet i hvert fald ikke mindre.

Men i 2005, da Lars Løkke Rasmussen var sundhedsminister og Det Udvidede Frie Sygehusvalg blev gennemført, kom der en reel trussel mod sundhedsvæsenet. Her blev privathospitalerne prioriteret, og pludselige tegnede en masse danskere sundhedsforsikringer, hvilket betød, at en del mennesker kom foran på ventelisterne til behandling.

Det skabte en social uretfærdig i sundhedsvæsenet, og det kunne jeg ikke sidde overhørig. Derfor startede jeg kampagnen Lighed I Sundhed sammen med blandt andre Otto Orht. Den startede vi i 2006, og kampagnen tog rigtig fart i 2007 og 2008.

Jeg kæmper stadig i dag for et mere lige sundhedsvæsen. Vi ser f.eks. at ressourcestærke borgere generelt lever længere end ressourcesvage. Blandt andet lever en mandlig akademiker 7,6 år længere end en ufaglært mand. Det burde ikke være forventeligt i et velfærdssamfund som det danske.